mandag, april 05, 2004

Danske film!

I mangel af bedre alternativer tilbragte jeg søndag aften foran skærmen. Og da jeg havde gjort det i et stykke tid, tændte jeg for den...
1'eren og 2'eren kunne begge præsentere danske film og jeg tænkte: 'Jamen, hvorfor dog ikke?'.

En kort en lang havde TV-premiere, og den havde jeg hørt godt om. Bøsser der siger sjove ting betyder masser af spas. Troede jeg... Sikke noget muggent hø. Ikke nok med at historien var jammerlig. Slutningen var forudsigelig og en så vanvittig kliché, at det er mere overraskende, at Schwarzenegger slår på tæven i Terminator-trilogien. Den endte også med at dansk films mest utiltalende røvhuller Troels Lybye og Jesper Lohmann finder kærligheden til slut. Føj for en stinker...

Det store flip var egentlig meget sympatisk. Det er skægt at se Ditte Gråbøls bare patter og så blev en udødelig vittighed relanceret. 'Hvad er forskellen på en brødrister og et kollektiv? - På brødristeren vender man bollerne. I kollektivet boller man vennerne.' Spas. Men ellers var det ikke andet end harmløs hø hø, fra en instruktør, der tydeligt ikke befandt sig godt i sin 70'er-opvækst.